lørdag den 10. maj 2008

Søndag d. 11. maj 2008

Vi tog lige til Mapusa i går (nærmeste større by) for at købe stoffer til at tage med til skrædderen i Mandrem (nærmeste lille bitte by men med en god skrædder), jeg købte noget silke, som jeg skal have ham til at lave en kjole af, så bliver jeg rigtig fin J uh og jeg fik også lige købt tørklæder, de var noget billigere end strandsælgernes så det endte med at jeg kom hjem med fem, ja de bliver en del af mit efterhånden store transportproblem (jeg må kun have 20 kg med flyet) men de er fine og jeg skal vist alligevel have sendt en pakke mere på et tidspunkt.

det er også altid hyggeligt at være i Mapusa, der er et ret så stort marked hver dag tror jeg, det er fuldstændigt umuligt at finde rundt, men hvis man vandrer længe nok når man til blomsterne, så er der ellers bare blomster over det hele, buketter, kæder, bare løse blomsterhoveder i en kurv og store flotte dekorationer til bryllupper og den slags og så dufter det fantastisk.

Hmm jo, jeg har jo gerne ville se den der med Indiana Jones med Templets Forbandelse siden jeg selv kom herned, fandt dvd’en i går til 120 Rupees (ca. 10 kr.) og gik glad i gang med at se den, men gud hvor er den bare kedelig, så jeg faldt i søvn efter ti minutter, trængte vist også til det, jeg har jo ikke sovet så meget mens jeg har skrevet opgave.

Nå ja opgave, hvor er det skønt at den endelig er afleveret, nu skal den bare oversættes til engelsk, det er lige nitten ved at tage i udlandspraktik, alt det der skal oversættes og det tager dælme lang tid (ikke så lang tid som det har gjort, jeg er ved at være vandt til det nu) men heldigvis har jeg jo stadig Maria som læser det igennem og tjekker at jeg ikke sender noget af sted som er helt håbløst formuleret.

Så lige nu, hvor jeg sad i min skønne hængekøje og oversatte, blev der smidt mudder på mig, og det er altså lidt af en præstation, for min hængekøje hænger altså nogle meter over jorden, men så viste det sig at det var vores lille vandbærer som har bygget rede oppe under taget, den var lige i gang med at indrette sig lidt bedre tror jeg, men så fik jeg da et billede, tror lige det er noget for Tau.

Ingen kommentarer: