Onsdag d. 25. juni 2008

Så må man sige at jeg er kommet helt hjem igen.

Jeg har været til personalemøde og taget en masse vagter og en masse opgaver så jeg har noget at give mig til i sommerferien, selvom jeg faktisk snart har den fyldt op med Roskilde, min og Jasminas og måske Gittes Danmarks tur og bare generelt den slags planer som ikke virker som så meget, men som viser sig at fylde hele ens liv op.

Det virker meget mærkeligt, men det føles faktisk lige nu som om jeg aldrig har været af sted. Jo jeg kan da godt se at jeg har en masse nyt tøj og jeg ved teoretisk set at jeg har været af sted fordi jeg ar den her blog til at minde mig om det hele, men det eneste der egentlig er mærkeligt ved at komme hjem er, at jeg ikke hele tiden kan se mine fødder længere, de er pakket ind i strømper og sko jo. Jo, så er der osse sket det at min hud er tørret fuldstændigt ud i det danske vejr, eller osse er det fordi jeg pludselig kan tage varme brusebade igen jeg ved det ikke helt, men det er ret så smadder irriterende.

Men det har været en fantastisk tur og jeg er også meget glad for at komme hjem igen, og trods alt og især det danske vejr er jeg glad for at jeg ikke skulle være der så længe mens der var monsun, den var altså lidt værre at leve i end jeg havde forestillet mig.

Men ellers vil jeg slutte her, det var det for denne gang. Tak fordi I har fulgt med og hav det rigtig godt :)

Mona

Søndag d. 15. juni 2008

Søndag d. 15. juni 2008
Så er jeg hjemme igen helt bestemt. Flyveturen gik rigtig godt, næsten ingen propper i ørerne. Til gengæld er klokken nu fem om morgenen og jeg kan absolut ikke sove længere, det kommer vist til at tage lidt tid at vænne sig til. Det var ellers meningen at jeg ville køre den igennem i går og så være vågen til ca. nu, men jeg skulle jo op klokken et om natten dansk tid så da jeg gik i seng kl. et om natten indisk tid synes jeg alligevel det var pænt godt klaret.
Jeg tager nok til Randers mandag eller onsdag, det bliver dejligt at komme hjem og fortælle det til alle mennesker, det glæder jeg mig rigtig meget til.

Fredag d. 13. juni 2008

Så er jeg vel ankommet til et hotel i Mumbai. De havde gjort det dejligt nemt for mig i lufthavnen; der stod et skilt med hotel reservationer, jeg fortalte at jeg skulle bruge et sted og sove og en taxa i morgen tidlig og en pris, så sørgede de for at få mig sendt af sted i en taxa og jeg ligger nu og nyder room service og tv. Det er nok lidt relativt dyrt, men jeg vil gerne betale mig fra at skulle bekymre mig om at finde et sted, en taxa til og fra lufthavnen og alt muligt og pengene er stadig billige hernede.

Geder i Mumbai


Flyveturen gik fantastisk, jeg fik ingen propper i ørerne, jeg havde en vinduesplads og alt i lufthavnen gik bare som smurt og alle mennesker var rigtig søde og venlige, men de har jo nok heller ikke så travlt som de plejer at have, så der er overskud til det.



Til gengæld var det helt utroligt hårdt at sige farvel til ungerne og familien, de fleste af tøzerne inklusiv mig og Shobah tudede. De holdt deres pooja tidligt i dag for min skyld, så så vi de videoer jeg havde optaget i klassen gennem tiden og til sidst fik jeg et knus af dem alle sammen og de stod og vinkede da jeg kørte af sted i taxaen.



Jeg kommer til at savne dem virkelig meget og jeg ved at det bliver en kæmpe omvæltning at komme hjem, men jeg er stadig sikker på at det er det helt rigtige for mig at jeg er på vej nu, jeg kunne altså ikke have klaret halvanden måned mere hernede, ikke på den her måde, hvor jeg er bundet til at være et enkelt sted i så lang tid ad gangen, men jeg er til gengæld sikker på at jeg kommer tilbage, jeg håber bare det bliver inden der er gået alt for mange år, så jeg stadig har en chance for at komme ud på skolen og se mine unger igen.



Det eneste dårlige ved hotellet er, at jeg jo bad om at det skulle være i nærheden af lufthavnen, men selvom vi kørte rundt i tyve minutter for at finde hotellet lyder det alligevel som om at vi er lige i baghaven hver gang et fly letter eller lander. Desuden er mit værelse lige ved siden af elevatoren hvilket jeg da også er taknemmelig for, men til gengæld er jeg så træt nu at jeg nok skal falde i søvn alligevel. Jeg er vildt bange for at jeg sover over mig i morgen, det er sket før på kritiske tidspunkter. Jeg har fået både hotellet og Lise til at ringe og vække mig, men stadig kan det gå galt, det er også sket før, men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre hvis jeg ikke kommer af sted i morgen…!

Torsdag d. 12. juni 2008

HEMMELIGT
Så havde vi School Function i dag og lade som om fødselsdag for mig, Shobah og Subhash var så kede af at jeg tog af sted før min fødselsdag som de ellers havde glædet sig til, så jeg fik kage og det hele. Det var rigtig skønt og ungerne får da ellers en hel del for tiden.

Monas "fødselsdag" i højst ureglementeret saripåklædning

Sidste aften i Arambol og jeg er bare glad. Vi var i Calangute i eftermiddags, jeg skulle have lavet min tusch færdig, så Rune og Lise tog med for hyggens skyld, så kunne de få købt ind og spist på nogle nye restauranter. Bagefter spiste vi sammen på 21 Coconuts Inn, den sidste anstændige restaurant i byen, så jeg kunne blive sendt godt af sted. De er smadder misundelige på mig, men de tager jo selv hjem om ti dage så de skal nok klare sig.

Så har jeg pakket alting. Mine sandaler er blevet sat til tørre, jeps jeg er optimist, men uanset hvad bliver jeg nødt til at pakke dem ned i morgen, jeg har jo mine støvler med som jeg er nødt til at rejse i, for min kuffert er MEGET proppet så de kan kun være på fødderne, jeg har faktisk vejet min kuffert, den er mere end fem kg tungere end den må være så det skal nok blive dejligt dyrt, men så slipper jeg for at sende pakkepost igen og jeg slipper for at gå og bekymre mig i flere uger igen, inden den når frem, det er nemlig ikke altid at de gør det. Måske er det også bare fordi jeg ikke er så vild med selve rejse delen af det med at rejse, der er så meget der kan gå galt hele tiden, så der er en hel del at bekymre sig om og nu burde jeg jo være den der kan finde ud af lufthavnen men alligevel…
Min Ipod er ladet op og de ting jeg efterlader, er stillet klar til Shobah og Subhash, der er nogle gode ting imellem, så jeg håber de bliver glade. Nu er jeg så også blevet færdig med bloggen for et par dage, så nu er der ikke andet for, end bare at forsøge at lægge mig til at sove, det tror jeg nu ikke bliver lige med det første at det skal lykkedes, men skidt med det, jeg er hjemme inden der er gået to døgn nu, så jeg er bare så glad :D
Uh så fik jeg lige et kald fra Gitte, hun er lige blevet pædagog i dag så kæmpe tillykke med det :D

Onsdag d. 11. juni 2008

I dag kom der så en russisk dame forbi med sko til ungerne. De her sko er IKKE designede til at de skal være pæne at se på. De er heller IKKE beregnede til at være behagelige. Til sidst er de IKKE beregnede til at være lette at tage af og på når de render ud og ind. Det de eventuelt er beregnede til er, at de måske er vandtætte, men når sko stilles udenfor i Indien fungerer de mest som små vandbeholdere, så bliver de tømt og taget på og ungerne er vældig glade, eller også er de for høflige til at vise hvor irriterende den slags gaver er.

Mine sko til gengæld er heller aldrig tørre. De fungerer fint for tiden, til at sørge for at jeg ikke træder direkte på noget mine fødder ikke er glade for, men med alt det vand på vejene er det altså umuligt at holde tørre fødder. Hvis så de endelig kunne nå at tørre i løbet af natten kunne det være fint, så kunne jeg bruge min første kilomet på at undgå vandpytter, men det lader sig ikke gøre i længden alligevel, så det mest fornuftige ville være bare at smatte ud i den første og største vandpyt og få det overstået, men en sag er alligevel irrelevant, de når IKKE at tørre i løbet af natten! Bare lge for at give et eksempel var de nogenlunde tørre her til aften og på mine 100 meter muddervej jeg har hjem lykkedes det mig rigtig længe, med min mini bitte lommelygte (det var engang en lighter med lygte i enden, hvilket jeg fandt dejligt ærligt for ingen af mine andre lygter har holdt så længe som en pakke tændstikker) men jeg havde jo lykkeligt glemt den lille flod jeg skulle igennem de sidste ti meter før jeg nåede haven, var rigtig irriteret på mig selv, tror jeg har spildt fem minutter på at gå en meget umulig slalom. Det eneste gode ved det var, at jeg huskede den lille sø der er et sted i floden, så jeg ikke trådte i den denne her gang.

Regnen larmer faktisk rigtig meget hernede, hvis det begynder at regne om natten er det så slemt at jeg vågner, det er faktisk lige så højt herinde som hvis jeg havde lagt i telt synes jeg. Men nu er de her dråber altså små i den samme forstand som man kan sige at Indien er lille. Desuden er der faktisk enormt store temperaturskift her lige nu, det går fra køligt til ret så koldt hurtigere end jeg kan nå at pakke mig ind i tæppet eller pakke mig ud. Når jeg nu siger store temperaturskift skal det lige nævnes, at det skifter mellem ca. 25 og 20 grader, men med vinden føles det nok noget koldere.

HEMMELIGT
Bare lige for at opsummere mine rejsedetaljer, så tager jeg min kære taxa fra skole af fredag kl. elleve, flyet går halv tre og jeg er i Mumbai halv fire. Der skal jeg så finde ud af at finde et hotel, det bliver nok ret dyrt, men jeg vil ikke for langt væk fra lufthavnen, jeg flyver kl. otte lørdag morgen så jeg skal chekke ind senest kl. seks, så jeg vil altså ikke alt for langt væk.

Annyway, lige et hop forbi Finland og så henter Benjamin mig i lufthavnen ti minutter i fem lørdag eftermiddag, fuck hvor bliver det bare godt at se ham igen :D

Jeg er faktisk en lille smule nervøs for at skulle flyve denne her gang, jeg har en irriterendee fornemmelse af at jeg aldrig vil ankomme i Danmark, irriterende for hvis jeg ikke gør det er der jo bare ikke noget at gøre ved det og fordi, selvfølgelig gør jeg da det, men det er træls at gå rundt og være nervøs over noget som sker uanset hvordan jeg har det i maven, det gør jo ikke nogen forskel om jeg bekymrer mig eller ej, så hvorfor spilde tiden på det?

Men udover det glæder jeg mig rigtig meget til at komme hjem. Jeg har haft dejlgit travlt de sidste par uger med at få styr på de løse ender, så jeg har ikke rigtigt haft hjemve, men nu ved jeg jo også at jeg meget snart er der så det hjælper vist også en del på det.

Tirsdag d. 10. juni 2008

Nu har der efterhånden været så meget regn at jorden er fuldstændigt mættet. Jeg synes det kunne have været meget normalt hvis der kom de der små floder over det hele når det har regnet rigtig meget, men jorden kan altså slet ikke trække mere, så hvis der bare har været to dråber regn strømmer det bare ned ad vejen og af tagene, så det vil sige at det gør det hele tiden, det holder kun op en gang imellem for at irritere og for at jeg ikke helt skal have lov til at generalisere. Men det er nu slet ikke så slemt at være ude i regnen, det er jo ikke koldt eller noget og det er ret så hyggeligt, men det er slemt når man kommer hjem igen og alting er vådt eller fugtigt, det regner ind ad mit vindue og vasketøj bliver aldrig tørt. Oveni har Mathilda ikke overholdt den aftale vi havde om huslejen, så her bliver jeg ikke særligt meget længere.

Det utrolige der ellers er sket er, at det ser ud til at jeg overhovedet ikke har nogle insekter for tiden (7-9-13) det kan være de kommer på de dage hvor der har været tørt i noget tid, jeg havde ellers lige glædet mg til den husfrø.

Og så var jeg lige sminkedukke i skolen igen i dag, de er altså bare så søde, når der står fem tøzer omkring en og alle sammen har gang i hvad end de mener, kan gøre mig pænest. Ellers var Kulkarni forbi og underskrive nogle papirer så han fik lige lov til at se mine plancher og hvad jeg ellers havde lavet, han blev så glad at han ligefrem kom og gav mig hånden og sagde tak. Så fik jeg også lige med, at de sjældent har været så tilfredse med de studerende som de er i denne omgang, men jeg tror nu også helt sikkert at det er en fordel at der er tre så vi kan sparre med hinanden og vi aftalte at jeg skriver et brev til de kommende studerende så de kan se hvad jeg har lavet og så begynde derfra.

Ungerne fik udleveret deres nye regntøj fra Lions Club i dag. Det synes jeg var et rigtig godt initiativ, nu kan de komme til og fra skole uden at blive våde, lyder enkelt, men problemet med at være våd her lige nu er lidt større end derhjemme, jeg tror jeg har nævnt en gang at det tager dagevis for tøjet at blive tørt nu, så det er altså en fordel hvis man forsøger at holde det sådan.

Nu har jeg selv set en enkelt levende rotte, men hvis jeg ikke troede på at de var her skulle jeg bare vente til det begyndte at regne. Der ligger nok fem døde rotter på min vej til skole og efter at de har lagt der et par dage er de altså ikke længere særligt charmerende, helt opsvulmede, pelsen er faldet af og alle der har prøvet at lugte et dødt dyr ved udmærket godt hvor fælt det så er at gå forbi dem.

HEMMELIGT
Så har jeg hentet min billet til Mumbai og fået underskrevet min praktikevaluering som selvfølgelig er godkendt, det er bare rigtig skønt, nu mangler jeg bare lige et stempel som jeg får i morgen og så skal jeg have fundet ud af noget overnatning i Mumbai.

Vi holder School Funktion på torsdag så vi kan sige farvel til hinanden, ungerne er ved at spare sammen til en lille gave til mig og jeg pisker rundt for at finde farveblyanter, så får de hver en æske af dem, pigerne får en pakke med bindier i og drengene får et par klistermærker og så selvfølgelig slik. Og så forlanger pigerne at jeg tager sari på også, men den har jeg jo lige sendt hjem så hvis det skal være skal jeg låne Shobas men nu må vi se. Nå ja, vi kom jo aldrig til Maharasta fordi det regner for meget der og flere af vejene er lukkede, så det ville have været en seks timers bustur frem og tilbage for at møde hendes familie og selvfølgelig ville jeg gerne have mødt dem og set hvordan en indisk familie også kan bo når det ikke lige er i Goa, og de ville også rigtig gerne have mødt mig, men vi valgte at det nok var bedst at lade være.

Det er egentlig lidt skægt, da jeg skulle herned var jeg slet ikke bange for at flyve, jeg var bange for ikke at kunne finde ud af lufthavnen og hvad der skulle ske med mig når jeg engang kom herned, men denne her gang er jeg faktisk en større smule bange for at flyet skal falde ned, måske fordi jeg er på vej hjem til det velkendte og der ikke er andet at være bange for så skal jeg finde på et eller andet. Men som jeg tænkte på vej herned, hvis flyet falder ned kommer det til at gå hurtigt og som min kære Douglas Adams ville have sagt; det er ikke faldet der slår dig ihjel, det er når faldet pludselig stopper til igen.

Søndag d. 08. juni 2008

Rune og Lise har lige haft lånt computeren, hvilket for det første betød at jeg måtte ud i regnvejret for at hente deres gameboy og jo, paraplyen tilbyder mit eget lille stykke tørvejr, men når det pisser ned så meget som det gjorde der er det altså et meget lille stykke, det var faktisk kun mit hoved som ikke blev vådt, så det må jeg lige have gjort noget ved. Køerne render stadig rundt i røven på hinanden, man kan faktisk, hvis man vil, sige at de går rundt i kø-er og så grine lidt af det, det gør jeg i hvert fald. Men der var et PokeMon spil med til gameboyen så det er ca. hvad jeg har lavet mens min kære comp har været væk.

Så er der ellers endelig kommet vand i de små floder rundt omkring. Indtil videre er det kun når det regner meget, men det kan være senere at det bliver mere permanent, men jeg har lagt mærke til at det jeg før troede, var tilfældigt sjusk med mure, der kun var revet halvt ned, rent faktisk er meget med vilje, de er beregnede til at stoppe vandet og lede det andre steder hen, jeg synes det er lidt sjovt at den slags får lov til at stå hele året, men så mange år efter at alt er blevet elektrisk samtidig med at de ved at det kommer til at regne så meget hvert eneste år, kan de stadig ikke finde ud af at lave nogle elektriske løsninger der holder, så strømmen ikke går hele tiden, jeg har ikke været på nettet siden torsdag på grund af det… men oh well, det er Indien :)

Lidt mere regnvejr, men det her er min vej hjem til huset...










SENERE
Så skulle jeg bare lige ud og have aftensmad og så skete det endelig, det jeg har frygtet i de lidt mere end fire måneder jeg har været her; jeg glemte min pung!! Ikke nok med at det var pinligt at jeg ikke kunne betale i restauranten, det var faktisk ikke så galg, for når der kun er de to restauranter tilbage spiser jeg der TIT, så jeg kender tjeneren og han ved jo at jeg kommer tilbage så det var hurtigt tilgivet. Men fordi jeg jo er den der har alle æggene i en enkelt kurv sidder min nøgle jo også i pungen, det er meget praktisk at jeg altid husker min nøgle når bare jeg har min pung eller omvendt og jeg plejer altid at tjekke det som det sidste, men til gengæld da jeg jo så lige glemte min pung var det jo lidt af et problem. Løsningen blev at Alastor, en engelsk fyr jeg heldigvis lige sad sammen med da jeg opdagede det var vældig ridderlig og tilbød at give en hånd. Så måtte vi finde et eller andet redskab, det blev en slags nedstryger i den nærmeste forretning, kun bladet ikke selve saven, men det var en af den store slags, han kaldte den et eller andet jeg har glemt og det var selvfølgelig også på engelsk men det var den samme som de brugte i en af Saw filmene hvilket jeg også lige kunne se humoren i, der skal vist ikke så meget til for tiden. Men så måtte jeg jo også af sted ud og købe en ny lås inden forretningerne lukkede og nu kan jeg ikke finde min paraply. Den gode nyhed er så at det heldigvis holdt nogenlunde tørt, men den skal vist lige findes inden i morgen alligevel. Hm, den var i tasken.