mandag den 9. juni 2008

Mandag d. 02. juni 2008

For det første så jeg den første slange hernede går, ok det kan vist højst kaldes en snog men det er da noget, ok alle de andre har set kobraer og alt muligt men jeg er stadig tilfreds med mig selv… Nej vent, for jeg så jo ham slangetæmmeren i Varanasi men den slange var jo ikke helt på naturlig vis så den gælder ikke rigtigt synes jeg.

Så var jeg ude og spise med Maria og lige da vi havde betalt regningen begyndte det bare at pisse ned. Jeg ville gerne lige lidt hurtigt hjem, for jeg havde glemt min kuffert med alt det jeg skulle have sendt ude på balkonen og var ret så bekymret for om det var blevet vådt, så skulle det jo hænge til tørre i stedet for at blive sendt. Men så hver gang jeg gik ud i regnen i forventningen om at hun fulgte efter mig stod hun der og prøvede på at tage sig sammen. Til hendes forsvar skal det lige siges, at det tordnede og det var hun ret så bange for, men jeg blev altså gennemblødt allerede inden hun forlod restauranten.


Men så kom vi endelig af sted og jeg var hendes store helt fordi jeg holdt hende i hånden og hun var dagens klovn, for hver gang hun trådte i en vandpyt, og det gjorde hun tit, så blev hendes sko der. Vi nåede heldigvis ikke så langt før vi rendte ind i nogle franske fyre der tilbød os et lift et godt stykke af vejen. De var simpelthen så sjove og da det viste sig at vi skulle sidde fem på bagsædet blev de bare endnu sjovere og vi skreg af grin hele vejen til vi blev sat af. Så fór vi til gengæld også vildt på de sidste hundrede meter muddervej så vi nåede alligevel at blive godt gennemblødte. Strømmen var også gået, derfor skriver jeg først nu, men det fik vi også meget sjovt ud af sådan at gå og finde alting i bulder mørke.


Men så i dag efter en herlig skoledag skulle jeg endelig til tandlægen i Mapusa. jeg vil lige indskyde hvis jeg har glemt det tidligere, at det altså er ret så fantastisk at have sig sådan en halvvejs privatchauffør som jeg har lige nu, han har altid tid her udenfor sæsonen, han ved i hvilke forretninger jeg kan finde hvad jeg skal bruge og så kører han mig rundt samme afstand som fra Randers til Århus, hjælper mig med mine indkøb eller pakker, venter på mig mens jeg ordner hvad jeg skal have ordnet alt sammen for 400 Rupees, ca. 50 kr.

Jeg fik osse lige sendt en pakke, det tog laang tid...


Men tandlægen var også rigtig sød, dygtig og billig, jeg skulle have en rodbehandling som hun skal lave færdig på mandag, have repareret et par huller og jeg har besluttet mig for at få skiftet alle mine plomber ud med plasticfyldninger, alt sammen til omkring 1000 kr. godt nok lidt mange penge lige at lægge ud, men jeg kunne aldrig have haft råd til det derhjemme så jeg er bare super glad for hende.

Ellers overvejer jeg stadig hvad jeg har lært hernede. Jeg har faktisk lært rigtig meget om hvor jeg selv kommer fra. Subhash er meget interesseret i Danmark og spørger tit til hvordan det er at bo der. Det er lidt spændende synes jeg , for han aner jo ingenting om hvad det vil sige at bo der, så jeg bliver nødt til at forklare ham om alle de små detaljer for at han kan forstå det og for at gøre det bliver jeg jo nødt til selv at se på Danmark gennem en inders øjne og så forsøge at forklare mig.

Jeg lagde også mærke til på vej hjem, at min chauffør jo er katolik og derfor ikke ser koen som hellig, men han respekterer stadig koen fordi den er hellig for de andre, selvom de til tider kan være en stor gene for alle de andre også. Det synes jeg lige at jeg vil stte i perspektiv til Danmark, hvor man ikke engang kan finde ud af IKKE at krænke muslimerne bare ved IKKE at tegne Muhammed, han generede ikke nogen ved ikke at blive trykt i avisen men alligevel er der nogle mennesker der bare skulle køre den stakkels hellige ko over med deres "frie" holdninger og deres "ytringsfrihed".


HEMMELIG NOTE
Jeg har fået mail fra Gorm i dag, jeg kan rent faktisk være heldig at komme hjem allerede i næste weekend, men jeg skal lige have talt med Kulkarni først.

Ingen kommentarer: