Onsdag d. 04. juni 2008
Jeg var endelig i Panjim i går sammen med Maria for at shoppe cowboybukser, de er jo også temmelig meget billigere hernede, fuck jeg får aldrig alle de ting med hjem…! Men det var virkelig en smuk by, helt sikkert et besøg værd hvis du nogensinde kommer til Goa. Det sjoveste var da de hentede mig, han hentede først Maria hjemme og kørte så ud til skolen efter mig. En af de store drenge kom ind; "Mona Teacher, Maria Teacher here!" og da jeg så fik lov til at gå de fem minutter tidligere; "Bye bye teacher!" fra alle ungerne. Hold op hvor jeg altså bare glad for dem; hver morgen når jeg kommer ind i skolen (ville have sagt klasselokalet, men eftersom der kun er det ene rum på skolen dækker det vist lidt bedre) rejser de sig stadig op alle sammen og virkelig råber "You are welcome Teacher, good morning Teacher!" det nye de så har fundet på nu, efter at de har fundet ud af at jeg har lært at sige "namaste" er, at de alle sammen skal hilse hver for sig og helst flere gange lige i træk så de er sikre på at jeg har set at netop "jeg" er her i skolen i dag. Og så i dag havde jeg lavet en planche til dem med alle tallene på og forskellige små tegninger som viste for eksempel fem isvafler ved tallet fem osv. så gik de alle sammen op til mig og gav mig hånden og sagde tak, det er altså lidt overvældende når der står tyve unger og alle sammen vil ses og røre og bare er så glade og taknemmelige for et simpelt stykke papir med lidt tush på. Det bliver godt nok svært når jeg engang skal herfra, for det er jo ikke ligefrem nogen jeg kommer til at se igen foreløbig, måske nogensinde og de er bare så søde og elskelige alle sammen.
Yndlingstraeet paa vej til Panjim HEMMELIG NOTE
Jeg har ringet til Gorm i dag for at bekræfte at jeg helt sikkert har lov til at tage hjem, han var ikke vild med det, men så længe Kulkarni og Manisha godkender det er det ok og det vil de heldigvis gerne, så jeg har bestilt billet og kommer hjem i næste weekend. Det er så kun Benjamin og Naja der har egentlig glæde af det, for jeg kommer først til Randers omkring tirsdag eller onsdag men fuck hvor jeg glæder mig. Jeg er allerede så småt begyndt at pakke, bare lige for at se hvor meget det fylder og vejer, det er helt mystisk at have så ryddeligt på mit værelse og jeg tror bestemt ikke at jeg kan have det hele i min kuffert, også selvom jeg allerede har sorteret meget fra som jeg efterlader til Shoba og Subhash.
Men så er planen at overraske alle sammen ved pludselig at dukke op til personalemødet om to uger det bliver bare så fedt :D
Ud over det sad jeg faktisk og tudede midt i klassen i går. Først fortalte jeg Subhash at det var ok med seminariet og der var jeg tæt på, bagefter fortalte jeg det til Shoba udenfor og der kom jeg til at pive lidt, men da jeg så kom ind igen og jeg kom til at tænke på hvor glad jeg ville blive for at komme hjem men hvor ked af det jeg bliver når jeg skal forlade familien og alle mine unger stod tårerne bare ud af hovedet på mig for som sagt, jeg kan altid komme hjem til mine venner men jeg kommer nok aldrig til at se ungerne igen og så længe jeg bare er i skolen har jeg jo ikke noget problem, men når jeg kommer hjem er det bare at jeg bliver så ked så ked.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar