Onsdag d. 25. juni 2008

Så må man sige at jeg er kommet helt hjem igen.

Jeg har været til personalemøde og taget en masse vagter og en masse opgaver så jeg har noget at give mig til i sommerferien, selvom jeg faktisk snart har den fyldt op med Roskilde, min og Jasminas og måske Gittes Danmarks tur og bare generelt den slags planer som ikke virker som så meget, men som viser sig at fylde hele ens liv op.

Det virker meget mærkeligt, men det føles faktisk lige nu som om jeg aldrig har været af sted. Jo jeg kan da godt se at jeg har en masse nyt tøj og jeg ved teoretisk set at jeg har været af sted fordi jeg ar den her blog til at minde mig om det hele, men det eneste der egentlig er mærkeligt ved at komme hjem er, at jeg ikke hele tiden kan se mine fødder længere, de er pakket ind i strømper og sko jo. Jo, så er der osse sket det at min hud er tørret fuldstændigt ud i det danske vejr, eller osse er det fordi jeg pludselig kan tage varme brusebade igen jeg ved det ikke helt, men det er ret så smadder irriterende.

Men det har været en fantastisk tur og jeg er også meget glad for at komme hjem igen, og trods alt og især det danske vejr er jeg glad for at jeg ikke skulle være der så længe mens der var monsun, den var altså lidt værre at leve i end jeg havde forestillet mig.

Men ellers vil jeg slutte her, det var det for denne gang. Tak fordi I har fulgt med og hav det rigtig godt :)

Mona

Søndag d. 15. juni 2008

Søndag d. 15. juni 2008
Så er jeg hjemme igen helt bestemt. Flyveturen gik rigtig godt, næsten ingen propper i ørerne. Til gengæld er klokken nu fem om morgenen og jeg kan absolut ikke sove længere, det kommer vist til at tage lidt tid at vænne sig til. Det var ellers meningen at jeg ville køre den igennem i går og så være vågen til ca. nu, men jeg skulle jo op klokken et om natten dansk tid så da jeg gik i seng kl. et om natten indisk tid synes jeg alligevel det var pænt godt klaret.
Jeg tager nok til Randers mandag eller onsdag, det bliver dejligt at komme hjem og fortælle det til alle mennesker, det glæder jeg mig rigtig meget til.

Fredag d. 13. juni 2008

Så er jeg vel ankommet til et hotel i Mumbai. De havde gjort det dejligt nemt for mig i lufthavnen; der stod et skilt med hotel reservationer, jeg fortalte at jeg skulle bruge et sted og sove og en taxa i morgen tidlig og en pris, så sørgede de for at få mig sendt af sted i en taxa og jeg ligger nu og nyder room service og tv. Det er nok lidt relativt dyrt, men jeg vil gerne betale mig fra at skulle bekymre mig om at finde et sted, en taxa til og fra lufthavnen og alt muligt og pengene er stadig billige hernede.

Geder i Mumbai


Flyveturen gik fantastisk, jeg fik ingen propper i ørerne, jeg havde en vinduesplads og alt i lufthavnen gik bare som smurt og alle mennesker var rigtig søde og venlige, men de har jo nok heller ikke så travlt som de plejer at have, så der er overskud til det.



Til gengæld var det helt utroligt hårdt at sige farvel til ungerne og familien, de fleste af tøzerne inklusiv mig og Shobah tudede. De holdt deres pooja tidligt i dag for min skyld, så så vi de videoer jeg havde optaget i klassen gennem tiden og til sidst fik jeg et knus af dem alle sammen og de stod og vinkede da jeg kørte af sted i taxaen.



Jeg kommer til at savne dem virkelig meget og jeg ved at det bliver en kæmpe omvæltning at komme hjem, men jeg er stadig sikker på at det er det helt rigtige for mig at jeg er på vej nu, jeg kunne altså ikke have klaret halvanden måned mere hernede, ikke på den her måde, hvor jeg er bundet til at være et enkelt sted i så lang tid ad gangen, men jeg er til gengæld sikker på at jeg kommer tilbage, jeg håber bare det bliver inden der er gået alt for mange år, så jeg stadig har en chance for at komme ud på skolen og se mine unger igen.



Det eneste dårlige ved hotellet er, at jeg jo bad om at det skulle være i nærheden af lufthavnen, men selvom vi kørte rundt i tyve minutter for at finde hotellet lyder det alligevel som om at vi er lige i baghaven hver gang et fly letter eller lander. Desuden er mit værelse lige ved siden af elevatoren hvilket jeg da også er taknemmelig for, men til gengæld er jeg så træt nu at jeg nok skal falde i søvn alligevel. Jeg er vildt bange for at jeg sover over mig i morgen, det er sket før på kritiske tidspunkter. Jeg har fået både hotellet og Lise til at ringe og vække mig, men stadig kan det gå galt, det er også sket før, men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre hvis jeg ikke kommer af sted i morgen…!

Torsdag d. 12. juni 2008

HEMMELIGT
Så havde vi School Function i dag og lade som om fødselsdag for mig, Shobah og Subhash var så kede af at jeg tog af sted før min fødselsdag som de ellers havde glædet sig til, så jeg fik kage og det hele. Det var rigtig skønt og ungerne får da ellers en hel del for tiden.

Monas "fødselsdag" i højst ureglementeret saripåklædning

Sidste aften i Arambol og jeg er bare glad. Vi var i Calangute i eftermiddags, jeg skulle have lavet min tusch færdig, så Rune og Lise tog med for hyggens skyld, så kunne de få købt ind og spist på nogle nye restauranter. Bagefter spiste vi sammen på 21 Coconuts Inn, den sidste anstændige restaurant i byen, så jeg kunne blive sendt godt af sted. De er smadder misundelige på mig, men de tager jo selv hjem om ti dage så de skal nok klare sig.

Så har jeg pakket alting. Mine sandaler er blevet sat til tørre, jeps jeg er optimist, men uanset hvad bliver jeg nødt til at pakke dem ned i morgen, jeg har jo mine støvler med som jeg er nødt til at rejse i, for min kuffert er MEGET proppet så de kan kun være på fødderne, jeg har faktisk vejet min kuffert, den er mere end fem kg tungere end den må være så det skal nok blive dejligt dyrt, men så slipper jeg for at sende pakkepost igen og jeg slipper for at gå og bekymre mig i flere uger igen, inden den når frem, det er nemlig ikke altid at de gør det. Måske er det også bare fordi jeg ikke er så vild med selve rejse delen af det med at rejse, der er så meget der kan gå galt hele tiden, så der er en hel del at bekymre sig om og nu burde jeg jo være den der kan finde ud af lufthavnen men alligevel…
Min Ipod er ladet op og de ting jeg efterlader, er stillet klar til Shobah og Subhash, der er nogle gode ting imellem, så jeg håber de bliver glade. Nu er jeg så også blevet færdig med bloggen for et par dage, så nu er der ikke andet for, end bare at forsøge at lægge mig til at sove, det tror jeg nu ikke bliver lige med det første at det skal lykkedes, men skidt med det, jeg er hjemme inden der er gået to døgn nu, så jeg er bare så glad :D
Uh så fik jeg lige et kald fra Gitte, hun er lige blevet pædagog i dag så kæmpe tillykke med det :D

Onsdag d. 11. juni 2008

I dag kom der så en russisk dame forbi med sko til ungerne. De her sko er IKKE designede til at de skal være pæne at se på. De er heller IKKE beregnede til at være behagelige. Til sidst er de IKKE beregnede til at være lette at tage af og på når de render ud og ind. Det de eventuelt er beregnede til er, at de måske er vandtætte, men når sko stilles udenfor i Indien fungerer de mest som små vandbeholdere, så bliver de tømt og taget på og ungerne er vældig glade, eller også er de for høflige til at vise hvor irriterende den slags gaver er.

Mine sko til gengæld er heller aldrig tørre. De fungerer fint for tiden, til at sørge for at jeg ikke træder direkte på noget mine fødder ikke er glade for, men med alt det vand på vejene er det altså umuligt at holde tørre fødder. Hvis så de endelig kunne nå at tørre i løbet af natten kunne det være fint, så kunne jeg bruge min første kilomet på at undgå vandpytter, men det lader sig ikke gøre i længden alligevel, så det mest fornuftige ville være bare at smatte ud i den første og største vandpyt og få det overstået, men en sag er alligevel irrelevant, de når IKKE at tørre i løbet af natten! Bare lge for at give et eksempel var de nogenlunde tørre her til aften og på mine 100 meter muddervej jeg har hjem lykkedes det mig rigtig længe, med min mini bitte lommelygte (det var engang en lighter med lygte i enden, hvilket jeg fandt dejligt ærligt for ingen af mine andre lygter har holdt så længe som en pakke tændstikker) men jeg havde jo lykkeligt glemt den lille flod jeg skulle igennem de sidste ti meter før jeg nåede haven, var rigtig irriteret på mig selv, tror jeg har spildt fem minutter på at gå en meget umulig slalom. Det eneste gode ved det var, at jeg huskede den lille sø der er et sted i floden, så jeg ikke trådte i den denne her gang.

Regnen larmer faktisk rigtig meget hernede, hvis det begynder at regne om natten er det så slemt at jeg vågner, det er faktisk lige så højt herinde som hvis jeg havde lagt i telt synes jeg. Men nu er de her dråber altså små i den samme forstand som man kan sige at Indien er lille. Desuden er der faktisk enormt store temperaturskift her lige nu, det går fra køligt til ret så koldt hurtigere end jeg kan nå at pakke mig ind i tæppet eller pakke mig ud. Når jeg nu siger store temperaturskift skal det lige nævnes, at det skifter mellem ca. 25 og 20 grader, men med vinden føles det nok noget koldere.

HEMMELIGT
Bare lige for at opsummere mine rejsedetaljer, så tager jeg min kære taxa fra skole af fredag kl. elleve, flyet går halv tre og jeg er i Mumbai halv fire. Der skal jeg så finde ud af at finde et hotel, det bliver nok ret dyrt, men jeg vil ikke for langt væk fra lufthavnen, jeg flyver kl. otte lørdag morgen så jeg skal chekke ind senest kl. seks, så jeg vil altså ikke alt for langt væk.

Annyway, lige et hop forbi Finland og så henter Benjamin mig i lufthavnen ti minutter i fem lørdag eftermiddag, fuck hvor bliver det bare godt at se ham igen :D

Jeg er faktisk en lille smule nervøs for at skulle flyve denne her gang, jeg har en irriterendee fornemmelse af at jeg aldrig vil ankomme i Danmark, irriterende for hvis jeg ikke gør det er der jo bare ikke noget at gøre ved det og fordi, selvfølgelig gør jeg da det, men det er træls at gå rundt og være nervøs over noget som sker uanset hvordan jeg har det i maven, det gør jo ikke nogen forskel om jeg bekymrer mig eller ej, så hvorfor spilde tiden på det?

Men udover det glæder jeg mig rigtig meget til at komme hjem. Jeg har haft dejlgit travlt de sidste par uger med at få styr på de løse ender, så jeg har ikke rigtigt haft hjemve, men nu ved jeg jo også at jeg meget snart er der så det hjælper vist også en del på det.

Tirsdag d. 10. juni 2008

Nu har der efterhånden været så meget regn at jorden er fuldstændigt mættet. Jeg synes det kunne have været meget normalt hvis der kom de der små floder over det hele når det har regnet rigtig meget, men jorden kan altså slet ikke trække mere, så hvis der bare har været to dråber regn strømmer det bare ned ad vejen og af tagene, så det vil sige at det gør det hele tiden, det holder kun op en gang imellem for at irritere og for at jeg ikke helt skal have lov til at generalisere. Men det er nu slet ikke så slemt at være ude i regnen, det er jo ikke koldt eller noget og det er ret så hyggeligt, men det er slemt når man kommer hjem igen og alting er vådt eller fugtigt, det regner ind ad mit vindue og vasketøj bliver aldrig tørt. Oveni har Mathilda ikke overholdt den aftale vi havde om huslejen, så her bliver jeg ikke særligt meget længere.

Det utrolige der ellers er sket er, at det ser ud til at jeg overhovedet ikke har nogle insekter for tiden (7-9-13) det kan være de kommer på de dage hvor der har været tørt i noget tid, jeg havde ellers lige glædet mg til den husfrø.

Og så var jeg lige sminkedukke i skolen igen i dag, de er altså bare så søde, når der står fem tøzer omkring en og alle sammen har gang i hvad end de mener, kan gøre mig pænest. Ellers var Kulkarni forbi og underskrive nogle papirer så han fik lige lov til at se mine plancher og hvad jeg ellers havde lavet, han blev så glad at han ligefrem kom og gav mig hånden og sagde tak. Så fik jeg også lige med, at de sjældent har været så tilfredse med de studerende som de er i denne omgang, men jeg tror nu også helt sikkert at det er en fordel at der er tre så vi kan sparre med hinanden og vi aftalte at jeg skriver et brev til de kommende studerende så de kan se hvad jeg har lavet og så begynde derfra.

Ungerne fik udleveret deres nye regntøj fra Lions Club i dag. Det synes jeg var et rigtig godt initiativ, nu kan de komme til og fra skole uden at blive våde, lyder enkelt, men problemet med at være våd her lige nu er lidt større end derhjemme, jeg tror jeg har nævnt en gang at det tager dagevis for tøjet at blive tørt nu, så det er altså en fordel hvis man forsøger at holde det sådan.

Nu har jeg selv set en enkelt levende rotte, men hvis jeg ikke troede på at de var her skulle jeg bare vente til det begyndte at regne. Der ligger nok fem døde rotter på min vej til skole og efter at de har lagt der et par dage er de altså ikke længere særligt charmerende, helt opsvulmede, pelsen er faldet af og alle der har prøvet at lugte et dødt dyr ved udmærket godt hvor fælt det så er at gå forbi dem.

HEMMELIGT
Så har jeg hentet min billet til Mumbai og fået underskrevet min praktikevaluering som selvfølgelig er godkendt, det er bare rigtig skønt, nu mangler jeg bare lige et stempel som jeg får i morgen og så skal jeg have fundet ud af noget overnatning i Mumbai.

Vi holder School Funktion på torsdag så vi kan sige farvel til hinanden, ungerne er ved at spare sammen til en lille gave til mig og jeg pisker rundt for at finde farveblyanter, så får de hver en æske af dem, pigerne får en pakke med bindier i og drengene får et par klistermærker og så selvfølgelig slik. Og så forlanger pigerne at jeg tager sari på også, men den har jeg jo lige sendt hjem så hvis det skal være skal jeg låne Shobas men nu må vi se. Nå ja, vi kom jo aldrig til Maharasta fordi det regner for meget der og flere af vejene er lukkede, så det ville have været en seks timers bustur frem og tilbage for at møde hendes familie og selvfølgelig ville jeg gerne have mødt dem og set hvordan en indisk familie også kan bo når det ikke lige er i Goa, og de ville også rigtig gerne have mødt mig, men vi valgte at det nok var bedst at lade være.

Det er egentlig lidt skægt, da jeg skulle herned var jeg slet ikke bange for at flyve, jeg var bange for ikke at kunne finde ud af lufthavnen og hvad der skulle ske med mig når jeg engang kom herned, men denne her gang er jeg faktisk en større smule bange for at flyet skal falde ned, måske fordi jeg er på vej hjem til det velkendte og der ikke er andet at være bange for så skal jeg finde på et eller andet. Men som jeg tænkte på vej herned, hvis flyet falder ned kommer det til at gå hurtigt og som min kære Douglas Adams ville have sagt; det er ikke faldet der slår dig ihjel, det er når faldet pludselig stopper til igen.

Søndag d. 08. juni 2008

Rune og Lise har lige haft lånt computeren, hvilket for det første betød at jeg måtte ud i regnvejret for at hente deres gameboy og jo, paraplyen tilbyder mit eget lille stykke tørvejr, men når det pisser ned så meget som det gjorde der er det altså et meget lille stykke, det var faktisk kun mit hoved som ikke blev vådt, så det må jeg lige have gjort noget ved. Køerne render stadig rundt i røven på hinanden, man kan faktisk, hvis man vil, sige at de går rundt i kø-er og så grine lidt af det, det gør jeg i hvert fald. Men der var et PokeMon spil med til gameboyen så det er ca. hvad jeg har lavet mens min kære comp har været væk.

Så er der ellers endelig kommet vand i de små floder rundt omkring. Indtil videre er det kun når det regner meget, men det kan være senere at det bliver mere permanent, men jeg har lagt mærke til at det jeg før troede, var tilfældigt sjusk med mure, der kun var revet halvt ned, rent faktisk er meget med vilje, de er beregnede til at stoppe vandet og lede det andre steder hen, jeg synes det er lidt sjovt at den slags får lov til at stå hele året, men så mange år efter at alt er blevet elektrisk samtidig med at de ved at det kommer til at regne så meget hvert eneste år, kan de stadig ikke finde ud af at lave nogle elektriske løsninger der holder, så strømmen ikke går hele tiden, jeg har ikke været på nettet siden torsdag på grund af det… men oh well, det er Indien :)

Lidt mere regnvejr, men det her er min vej hjem til huset...










SENERE
Så skulle jeg bare lige ud og have aftensmad og så skete det endelig, det jeg har frygtet i de lidt mere end fire måneder jeg har været her; jeg glemte min pung!! Ikke nok med at det var pinligt at jeg ikke kunne betale i restauranten, det var faktisk ikke så galg, for når der kun er de to restauranter tilbage spiser jeg der TIT, så jeg kender tjeneren og han ved jo at jeg kommer tilbage så det var hurtigt tilgivet. Men fordi jeg jo er den der har alle æggene i en enkelt kurv sidder min nøgle jo også i pungen, det er meget praktisk at jeg altid husker min nøgle når bare jeg har min pung eller omvendt og jeg plejer altid at tjekke det som det sidste, men til gengæld da jeg jo så lige glemte min pung var det jo lidt af et problem. Løsningen blev at Alastor, en engelsk fyr jeg heldigvis lige sad sammen med da jeg opdagede det var vældig ridderlig og tilbød at give en hånd. Så måtte vi finde et eller andet redskab, det blev en slags nedstryger i den nærmeste forretning, kun bladet ikke selve saven, men det var en af den store slags, han kaldte den et eller andet jeg har glemt og det var selvfølgelig også på engelsk men det var den samme som de brugte i en af Saw filmene hvilket jeg også lige kunne se humoren i, der skal vist ikke så meget til for tiden. Men så måtte jeg jo også af sted ud og købe en ny lås inden forretningerne lukkede og nu kan jeg ikke finde min paraply. Den gode nyhed er så at det heldigvis holdt nogenlunde tørt, men den skal vist lige findes inden i morgen alligevel. Hm, den var i tasken.

Lørdag d. 07. juni 2008

Jeg må sige at jeg er imponeret over indernes evner til at forudsige vejret, de har sagt de sidste 14 dage at det ville begynde at regne i går og tada, nu regner det altså ret så meget.

Jeg er også imponeret over køerne for tiden, for det første er der lige gået syv køer ned ad den lille sti jeg bruger på vej hjem, for det første ligger den meget gemt, for det andet er den ved at være godt oversvømmet og for det tredje ser de ud til at samle sig på græsplænen foran huset og har åbenbart et eller andet hemmeligt ko møde. Måske taler de bare om hvor de skal gå hen nu… oveni ser det ud som om at de er enormt glade for mudder, de har alle sammen mudder på hornene som kun kan komme af at de har gravet i jorden, tilsyneladende for at opnå den samme farve alle sammen, måske har de gang i et eller andet hemmeligt og vil camouflere sig, men hvis jeg kender dem ret tror jeg ikke det er noget farligt.

Lige lidt regnvejr

Så er jeg rigtig glad for den paraply Judith efterlod mig, det er ganske fantastisk at rende rundt med sit helt eget lille stykke tørvejr, selvom det nu ikke hjælper på fødderne, mine sandaler er konstant våde nu, så det føles efterhånden som om jeg har spændt svampe fast under fødderne og jeg styrer rent faktisk efter at vade i vandpytterne, ikke fordi der er nogen at sprøjte vand på, men for at vaske noget af alt det mudder af igen. hov ja, jeg ved faktisk stadig ikke hvorfor Goa er rød…

Jeg er begyndt at ryge inde på mit værelse nu, men når det regner så meget har jeg været nødt til at pille hængekøjen ned og slæbe madrasserne ind, faktisk er alt det der var sjovt at sidde i udenfor væk nu så der er ikke så meget sjov ved min balkon længere. Jeg er også begyndt at tage tøzernes hunde ind, selvom det er strengt forbudt, men det er godt med lidt selskab for os alle tre og så behøver de ikke at sove ude i regnen. Jeg ved godt at det er meget forkert, men …

Julie

Torsdag d. 05. juni 2008

Så spurgte Subhash til, hvordan årstiderne egentlig er i Danmark og jeg kastede mig ud i en lang forklaring om forår, sne og alle bladene der falder af træerne på en gang, det var lidt mærkeligt at forklare hvordan hele naturen næsten sover om vinteren og hvordan det hele vågner op igen om foråret til en mand, der aldrig har set hverken sne eller prøvet at der er mindre end ti grader. Så kom jeg også ind på, hvordan og hvorfor vi skifter mellem sommer og vintertid, det kunne hverken ham eller Shoba forstå, altså at om vinteren er der kun ca. 7 timers sollys og om sommeren er der næsten aldrig mørkt. Så fandt jeg en tennisbold og skulle pludselig til at forklare om hvordan jorden roterer i forhold til solen, men stadigvæk kunne de slet ikke forstå at vi kan leve med det; "men hvordan ved I så hvornår det er tid til at stå op og gå i seng?" og "jammen, hvornår har forretningerne så åbent?" det var lidt skægt.

Maria er rejst i dag så nu har jeg på den ene side hele balkonen for mig selv, jeg kan rode så meget jeg vil og jeg skal ikke længere passe på ikke at træde på deres vasketøj når jeg kravler op i hængekøjen. På den anden side har jeg hele balkonen for mig selv, der er ikke længere nogen hjemme når jeg kommer og ikke nogen til at sige godnat til. Så hjælper det heller ikke at jeg så ringer til Jasmina, for hun har nemlig ikke tid til at snakke ed mig selvom hun har haft fri hele dagen, nej, hende og Gitte er nemlig lige i Djurs Sommerland selvom de udmærket godt ved at jeg også gerne vil med. Øv.

Noget helt andet er, at jeg har fået vasket min hovedpude, den var begyndt at lugte af prut og en hel masse andet mærkeligt indisk, nu skulle den så være ren, men det betyder bare, at den kun lugter af prut nu, det er ikke vildt hyggeligt for det er til gengæld ret så gennemtrængende.

Så har Subhash også fundet ud af, at jeg er god til at lave plancher, så nu vil han gerne have at jeg laver helt nye plancher til hele klasselokalet som de så kan hænge op efter monsunen så jeg bliver godt booket op i skolen det næste stykke tid.


Mona Teachers nummer palanche

HEMMELIG NOTE

Jeg har vejet alle mine ting og har fundet ud af, at selvom jeg lige har sendt 20 kg hjem er min kuffert stadig for tung, så troede jeg at jeg skulle til og til Mapusa igen for at få sendt noget mere, og denne gang ved jeg jo godt, at jeg skal være der inden kl. tre, hvilket jeg jo ikke kan fordi jeg jo går i skole, men så talte jeg med Rune og Lise og de siger at det vist ikke er så dyrt igen at tage for meget med i flyet, så det må jeg lige tjekke og så tror jeg bare at jeg gør det, bare jeg nu kan have det hele i min kuffert, men det skal nok gå bare jeg ikke er for sart med den, den holder vist alligevel kun lige til jeg kommer hjem.
Jeg har forsøgt at bestille en billet til Mumbai, men det viser sig at være temmelig besværligt, så jeg bliver nødt til at gå til en travel agent. Jeg er desuden vildt bekymret for, hvordan jeg lige skal klare at jeg ankommer der kl. otte om aftenen og så først skal flyve kl. otte om morgenen, men det må han altså lige finde ud af at hjælpe mig med for jeg har forsøgt at søge på det men det er altså også temmelig umuligt.
Derudover er der jo efterhånden ikke længe til jeg skal hjem og jeg skal jo have nået det sidste, så jeg har booket mig helt op resten af tiden her og er faktisk begyndt at stresse en del over det, det er mærkeligt at have så mange dage optagede når de sidste fire måneder har båret præg af at jeg har haft enormt god tid til alting men det skal selvfølgelig nok gå, bare jeg ikke bliver nødt til at stoppe op for at spise nogensinde…

Onsdag d. 04. juni 2008

Jeg var endelig i Panjim i går sammen med Maria for at shoppe cowboybukser, de er jo også temmelig meget billigere hernede, fuck jeg får aldrig alle de ting med hjem…! Men det var virkelig en smuk by, helt sikkert et besøg værd hvis du nogensinde kommer til Goa. Det sjoveste var da de hentede mig, han hentede først Maria hjemme og kørte så ud til skolen efter mig. En af de store drenge kom ind; "Mona Teacher, Maria Teacher here!" og da jeg så fik lov til at gå de fem minutter tidligere; "Bye bye teacher!" fra alle ungerne. Hold op hvor jeg altså bare glad for dem; hver morgen når jeg kommer ind i skolen (ville have sagt klasselokalet, men eftersom der kun er det ene rum på skolen dækker det vist lidt bedre) rejser de sig stadig op alle sammen og virkelig råber "You are welcome Teacher, good morning Teacher!" det nye de så har fundet på nu, efter at de har fundet ud af at jeg har lært at sige "namaste" er, at de alle sammen skal hilse hver for sig og helst flere gange lige i træk så de er sikre på at jeg har set at netop "jeg" er her i skolen i dag. Og så i dag havde jeg lavet en planche til dem med alle tallene på og forskellige små tegninger som viste for eksempel fem isvafler ved tallet fem osv. så gik de alle sammen op til mig og gav mig hånden og sagde tak, det er altså lidt overvældende når der står tyve unger og alle sammen vil ses og røre og bare er så glade og taknemmelige for et simpelt stykke papir med lidt tush på. Det bliver godt nok svært når jeg engang skal herfra, for det er jo ikke ligefrem nogen jeg kommer til at se igen foreløbig, måske nogensinde og de er bare så søde og elskelige alle sammen.


Yndlingstraeet paa vej til Panjim


HEMMELIG NOTE
Jeg har ringet til Gorm i dag for at bekræfte at jeg helt sikkert har lov til at tage hjem, han var ikke vild med det, men så længe Kulkarni og Manisha godkender det er det ok og det vil de heldigvis gerne, så jeg har bestilt billet og kommer hjem i næste weekend. Det er så kun Benjamin og Naja der har egentlig glæde af det, for jeg kommer først til Randers omkring tirsdag eller onsdag men fuck hvor jeg glæder mig. Jeg er allerede så småt begyndt at pakke, bare lige for at se hvor meget det fylder og vejer, det er helt mystisk at have så ryddeligt på mit værelse og jeg tror bestemt ikke at jeg kan have det hele i min kuffert, også selvom jeg allerede har sorteret meget fra som jeg efterlader til Shoba og Subhash.

Men så er planen at overraske alle sammen ved pludselig at dukke op til personalemødet om to uger det bliver bare så fedt :D

Ud over det sad jeg faktisk og tudede midt i klassen i går. Først fortalte jeg Subhash at det var ok med seminariet og der var jeg tæt på, bagefter fortalte jeg det til Shoba udenfor og der kom jeg til at pive lidt, men da jeg så kom ind igen og jeg kom til at tænke på hvor glad jeg ville blive for at komme hjem men hvor ked af det jeg bliver når jeg skal forlade familien og alle mine unger stod tårerne bare ud af hovedet på mig for som sagt, jeg kan altid komme hjem til mine venner men jeg kommer nok aldrig til at se ungerne igen og så længe jeg bare er i skolen har jeg jo ikke noget problem, men når jeg kommer hjem er det bare at jeg bliver så ked så ked.

Mandag d. 02. juni 2008

For det første så jeg den første slange hernede går, ok det kan vist højst kaldes en snog men det er da noget, ok alle de andre har set kobraer og alt muligt men jeg er stadig tilfreds med mig selv… Nej vent, for jeg så jo ham slangetæmmeren i Varanasi men den slange var jo ikke helt på naturlig vis så den gælder ikke rigtigt synes jeg.

Så var jeg ude og spise med Maria og lige da vi havde betalt regningen begyndte det bare at pisse ned. Jeg ville gerne lige lidt hurtigt hjem, for jeg havde glemt min kuffert med alt det jeg skulle have sendt ude på balkonen og var ret så bekymret for om det var blevet vådt, så skulle det jo hænge til tørre i stedet for at blive sendt. Men så hver gang jeg gik ud i regnen i forventningen om at hun fulgte efter mig stod hun der og prøvede på at tage sig sammen. Til hendes forsvar skal det lige siges, at det tordnede og det var hun ret så bange for, men jeg blev altså gennemblødt allerede inden hun forlod restauranten.

Men så kom vi endelig af sted og jeg var hendes store helt fordi jeg holdt hende i hånden og hun var dagens klovn, for hver gang hun trådte i en vandpyt, og det gjorde hun tit, så blev hendes sko der. Vi nåede heldigvis ikke så langt før vi rendte ind i nogle franske fyre der tilbød os et lift et godt stykke af vejen. De var simpelthen så sjove og da det viste sig at vi skulle sidde fem på bagsædet blev de bare endnu sjovere og vi skreg af grin hele vejen til vi blev sat af. Så fór vi til gengæld også vildt på de sidste hundrede meter muddervej så vi nåede alligevel at blive godt gennemblødte. Strømmen var også gået, derfor skriver jeg først nu, men det fik vi også meget sjovt ud af sådan at gå og finde alting i bulder mørke.


Men så i dag efter en herlig skoledag skulle jeg endelig til tandlægen i Mapusa. jeg vil lige indskyde hvis jeg har glemt det tidligere, at det altså er ret så fantastisk at have sig sådan en halvvejs privatchauffør som jeg har lige nu, han har altid tid her udenfor sæsonen, han ved i hvilke forretninger jeg kan finde hvad jeg skal bruge og så kører han mig rundt samme afstand som fra Randers til Århus, hjælper mig med mine indkøb eller pakker, venter på mig mens jeg ordner hvad jeg skal have ordnet alt sammen for 400 Rupees, ca. 50 kr.

Jeg fik osse lige sendt en pakke, det tog laang tid...


Men tandlægen var også rigtig sød, dygtig og billig, jeg skulle have en rodbehandling som hun skal lave færdig på mandag, have repareret et par huller og jeg har besluttet mig for at få skiftet alle mine plomber ud med plasticfyldninger, alt sammen til omkring 1000 kr. godt nok lidt mange penge lige at lægge ud, men jeg kunne aldrig have haft råd til det derhjemme så jeg er bare super glad for hende.

Ellers overvejer jeg stadig hvad jeg har lært hernede. Jeg har faktisk lært rigtig meget om hvor jeg selv kommer fra. Subhash er meget interesseret i Danmark og spørger tit til hvordan det er at bo der. Det er lidt spændende synes jeg , for han aner jo ingenting om hvad det vil sige at bo der, så jeg bliver nødt til at forklare ham om alle de små detaljer for at han kan forstå det og for at gøre det bliver jeg jo nødt til selv at se på Danmark gennem en inders øjne og så forsøge at forklare mig.

Jeg lagde også mærke til på vej hjem, at min chauffør jo er katolik og derfor ikke ser koen som hellig, men han respekterer stadig koen fordi den er hellig for de andre, selvom de til tider kan være en stor gene for alle de andre også. Det synes jeg lige at jeg vil stte i perspektiv til Danmark, hvor man ikke engang kan finde ud af IKKE at krænke muslimerne bare ved IKKE at tegne Muhammed, han generede ikke nogen ved ikke at blive trykt i avisen men alligevel er der nogle mennesker der bare skulle køre den stakkels hellige ko over med deres "frie" holdninger og deres "ytringsfrihed".


HEMMELIG NOTE
Jeg har fået mail fra Gorm i dag, jeg kan rent faktisk være heldig at komme hjem allerede i næste weekend, men jeg skal lige have talt med Kulkarni først.

Soendag d. 01. juni 2008

Saa har jeg faaet mit nye USB stik til at virke, layoutet ser lidt anderledes ud og jeg blive noede til at bruge oe, aa og ae bogstaverne, men altsaa hellere det end at slaebe computeren med for saa tit at finde ud af at det ikke kan lade sig goere at koble den til nettet.

Søndag d. 01. juni 2008

Jeg arbejder så nu meget målrettet på at komme tidligere hjem. Jeg har skrevet mail til min vejleder for at spørge præcist hvor tidligt jeg kan tillade mig at tage hjem for jeg vil jo absolut stadig gerne bestå min praktik. Så nu er spørgsmålet, hvor mange uger drejer det sig om, for hvis det er for mange uger tror jeg godt at jeg kan finde på at smide det hele på gulvet og tage semesteret om.

Så overvejer jeg en del efterhånden især, hvad jeg egentlig har fået ud af at tage så langt væk hjemmefra og det har jeg virkelig fået meget ud af. For det første har jeg fundet ud af at åbne verden og fundet ud af hvordan alt det praktiske virker når man vil ud og rejse så det har jeg tænkt mig at gøre mange gange i fremtiden. Jeg er måske lidt træt af at jeg skulle blive 27 inden jeg fandt ud af det, men jeg er også glad for at jeg i det mindste ikke først fandt ud af det om 10 eller 20 år.

Det jeg har lært som er allermest vigtigt er, at jeg aldrig rejser alene igen og da virkelig slet ikke så lang tid på en gang. Inden jeg tog af sted troede jeg at det vigtigste ville være alle de oplevelser jeg skulle ud og møde og at jeg ville opleve mere på min egen hånd, men jeg har fundet ud af at jeg virkelig har manglet nogen at dele det hele med. Jeg ville også ud og bevise at jeg kunne klare mig selv helt alene, og det synes jeg at jeg har gjort uanset hvornår jeg tager hjem, men jeg kan se nu, at når jeg bliver taget væk fra alle mine mennesker så lang tid ad gangen bliver jeg meget meget humørsvingende og meget meget nærtagende hvilket er enormt irriterende for mig selv især, så meget at det faktisk er uudholdeligt. Det ene øjeblik ser jeg på alle de gode ting jeg har hernede, anstrengende i starten, så bliver det bedre og til sidst er det nok til at gøre mig glad nok til at jeg synes at jeg nok skal klare den, men den mindste ting der går galt er jeg helt nede igen og vil bare gerne hjem og magter ikke engang at se på de gode ting. Det er virkelig frygteligt. Jeg passer også godt på hvad jeg skriver herinde, for på den ene side (og det ene øjeblik) vil jeg ikke have at folk skal bekymre sig, jeg vil stadig gerne være den store pige som nok skal klare sig, men på den anden side (og det næste øjeblik) vil jeg gerne fortælle folk at jeg også bare er en lille bitte pige der gerne vil hjem.

Jeg har også lært at jeg har det sgu godt derhjemme. Ikke så meget med min sofa og andre luksus ting, men jeg tror nu at jeg sætter større pris på mine to værelser når jeg kommer hjem, især når jeg nu har set hvor kummerligt min lærer og hans kone bor. Men derhjemme har jeg min skole, mit arbejde og mine mennesker der hele tiden holder mig i gang. Jeg er lidt sej over mig selv at jeg har skabt så god en hverdag for mig selv derhjemme, for det er lige præcist hvad jeg har brug for når jeg nu er den jeg er. Jeg har brug for at have travlt, jeg har brug for et godt arbejde med nogle gode kolleger og jeg har rug for mine venner frem for alt.

Men nu må vi se, for jeg vil stadig lige så gerne bestå min praktik som at jeg gerne vil tidligt hjem og jeg har advaret Jasmina om at jeg nok bliver en smule træls mens jeg vænner mig til det hele derhjemme, jeg håber selvfølgelig det kommer til at gå hurtigt, men hvis jeg skal gå rundt og være så humørsvingende og nærtagende i to en eller to måneder endnu tror jeg der kommer til at gå lidt tid inden jeg kan lægge det fra mig igen.

Jeg tror at min beslutning bliver, at hvis jeg kan få lov til at tage hjem i starten af juli, altså om lidt over en måned så tager jeg mig grundigt sammen og får det overstået, men hvis jeg skal vente til midten eller slutningen af juli tror jeg bare jeg tager hjem, for det er altså for længe at gå rundt alene for mig og det er jo ikke ligesom i at der kommer nyt selskab når pigerne tager hjem i næste uge.

"Dobble Dutch" hunden som osse ser smadder sjov ud, somom nogen har taget en rigtig hun og skaaret over i to...

Fredag d. 30. maj 2008

Nå så ovenpå en dag som var så god lægger man altså især mærke til når dagen efter slet ikke vil opføre sig som man egentlig havde tænkt sig. Skoledagen gik godt nok rigtig godt selvom der ikke har været nogen strøm hele dagen, og her er altså varmt når ventilatoren ikke virker. Oveni er monsunen jo stadig lige om hjørnet så her er så fugtigt over det hele men så længe at det ikke er hver dag det er sådan er det ok.
Vi har lige en rotte paa loftet paa skolen

Så havde jeg bedt om tidligere fri så jeg kunne tage til Mapusa og komme til tandlægen og der stoppede det sjove så. Jeg skulle bruge flere forskellige ting, fire eller fem tror jeg som man ikke kan finde i Arambol og min trofaste taxachauffør Cyril legede guide og hjalp mig med at finde alle de forskellige ting, jeg fandt kun den usb ting jeg ville have så jeg ikke behøver at slæbe alting med mig hver gang jeg skal blogge, nu er det kun nødvendigt når jeg skal "i" banken.(ellers vil ikke afsløre hvad jeg ville finde, for det er nemlig gaver til folk derhjemme) Alt andet skal åbenbart findes i Panjim men det var jeg jo slet ikke bekymret over for jeg havde jo planer om at skulle derind i morgen sammen med de andre studerende.

Da jeg så endelig kom til tandlægen var der kun receptionisten der som var rigtig ked af det, han havde ventet på at jeg skulle komme hele dagen for at fortælle mig at tandlægedamen var blevet syg, det var lige lidt ærgerligt, jeg sad og sundede mig lidt, fortalte ham at jeg var en smuuule ked af det for jeg havde jo taget en taxa fordi bussen ikke kører længere når jeg skulle have været hjemme men han var bare så ked af det, men havde jo ikke haft mit telefonnummer så der var jo ikke noget at gøre. Så måtte jeg jo gøre som man tit bliver nødt til her i Indien og trække på skuldrene og sige "oh well" og så komme videre med min dag. På mandag prøver jeg så igen og som plaster på såret vil han give mig en lille rabat når jeg kommer på mandag og så så jeg en abe på vej hjem så turen var da absolut ikke spildt. Da vi så nåede hjem til Arambol gav Cyril mig faktisk også lidt rabat så jeg synes da at der har været mange gode ting i løbet af dagen alligevel.

Vandboefler i Mapusa, de er altsaa lige lidt sjove synes jeg, de ser saa hoejroevede ud

Men! Ja nu kommer der et men… så den tur vi skulle have haft til Panjim i morgen, for jeg skulle jo have været af sted med Rune og Lise men da vi lige skulle bekræfte aflyste de i stedet. Det var altså noget træls for jeg havde jo glædet mig og jeg gider altså ikke derind alene, det er ikke sjovt at shoppe alene! Men så nu har jeg aftalt at Maria tager med mig derind i løbet af ugen så det skal nok blive godt.

Uh ja og så er det helt bestemt at Jasmina ikke kommer, så jeg er ret så sikker på at jeg kommer hjem et par uger tidligere en det oprindeligt var planen, det er jeg også rigtig glad for.

Torsdag d. 29. maj 2008

Så har jeg bare lige haft superdagen i dag og jeg har fået bekræftet at når man kigger efter de gode ting er det dem man får øje på og så kommer der mange flere af dem end hvis man bare går rundt og er sur :D

Først indleder jeg lige med, at i går var jeg inde i byen for at købe karton til at lave en planche af, men da jeg havde siddet og målt op i to timer og så startede med at tegne forkert med tuschen blev jeg lige ret så træt af mig selv; "stupid Mona Teacher" blev der sagt, men det måtte jeg ikke for Subhash, han var til gengæld ved at dø af grin af mig.

Men så i dag fandt jeg en forretning som havde åbent da jeg gik i skole og som solgte karton, hele to ting på en gang, så jeg kunne tage det med på vejen til skolen i stedet for at skulle gå tilbage til byen i middagspausen, det var så lige dagens første succes.

En lille bitte gekko jeg moedte paa vej til skole

Den næste succes kom, da jeg underviste, det er jo torsdag så det var min dag, men jeg var lidt bedre forberede end jeg har været i noget tid, så det passede bare så godt med, at hver gang en af ungerne havde brug for min hjælp i lidt længere tid var jeg fri til at gøre det og hvis der ikke lige var nogen der skulle have hjælp var der en masse som skulle have rettet opgaver. Resultatet var at jeg ikke blev stresset men jeg kom heller aldrig til at kede mig.

Efter middag havde jeg tegnet et mønster som jeg havde fået kopieret til dem alle sammen, så de fik lov til at vælge om de ville tegne mønstre eller matematik. Der var selvfølgelig kun lige en der gad lave matematik, men han var midt i et projekt med at lære mængder og tal så det var absolut helt fint med mig at han fortsatte med det, ham har jeg faktisk lige haft et stort gennembrud med, i starten forstod han hverken hvad læreren eller mig ville have ham til, men nu følger han faktisk ganske udmærket med det er bare skønt at se. Nå, men jeg havde kun skaffet 24 farveblyanter (til 1 kr. pr blyant vil jeg ikke sige at jeg har købt dem) så der var jo ikke nok til at de bare lige kunne få de to æsker, til gengæld kunne de få lov til at komme op og spørge mig hver gang de skulle have en ny farve, jeg kender ikke farverne på deres sprog så de måtte lære at spørge på engelsk. Subhash havde jeg placeret strategisk i den anden ende af lokalet og hvis de ikke kendte farven måtte de pænt gå hen og spørge ham. Det fik vi alle sammen en masse skægt ud af og selvom det var dejligt kreativt så nej, brun hedder ikke "chokolade".

Et egern der sad og skrev der hvor jeg ryger

Uh ja og så i middagspausen havde Shoba desværre fundet ud af at jeg godt kan lide ketchup så det serverede hun for mig sammen med mine sædvanlige chapatti men eftersom jeg jo så hurtigt lige kunne ressonere at ketchup og bønner ikke smager godt sammen, så det endte med at jeg sad og spiste brød med ketchup men det smagte herligt.

På vej hjem mødte jeg den sødeste lille missekilling, lige størrelse stoffer, som vist savnede sin mor, men jeg talte med naboerne og de sagde at moderen vist var i nærheden, men hvis jeg ville skulle jeg bare tage den med. Jeg var sørme fristet men fornuftige mig kunne lige se mig forsøge at finde mad til ham og i det hele taget få ham med hjem og desuden er der jo en god grund til at jeg ikke har kat derhjemme mere.

Jeg mødte godt nok også en af mine indervenner på vej hjem, som tilbød mig et lift men jeg sagde pænt nej tak, for hvis jeg kommer for tidligt hjem bliver jeg helt forvirret og så ligger de alle sammen også og spver på Domnics så jeg kan ikke få min milkshake. Men det var da rart at blive spurgt. Da jeg så kom til Domnics lå de alligevel og sov, men så brugte jeg bare tiden på at sidde og nyde verdenen og læse lidt i min bog, indtil de vågnede. Jeg fik en ananasshake uden sukker hvis nogen vil vide det. 4 kroner hvis nogen er interesserede i det og så ønsker jeg mig en god blender i fødselsdagsgave til dem af jer der køber den slags til mig.

Så fik jeg også endelig min computer til internettet hvilket ellers har været ret så umuligt den sidste uges tid, men nu har jeg fået nummeret til internet stederne som vil lade mig bruge min egen, så kan jeg ringe i forvejen og spørge, i stedet for at slæbe computeren med for at finde ud af at det kan jeg ikke, ligesom jeg gjorde i går.

Så er der også sket det fantastiske at jeg ikke har brugt flere penge i denne måned end jeg havde givet mig selv lov til. Da vi var i Candolim brugte jeg jo endda en hel del penge og jeg hævede også flere, for de penge jeg sparede ved ikke at hæve her i byen var dem jeg brugte på taxaen (endda flere penge sparet fordi vi var tre om prisen) og fordi jeg regnede med at bruge flere penge der end jeg gjorde. Men dem har jeg slet ikke brugt nogle af for jeg kan åbenbart godt finde ud af at spare når jeg bare gør det til en sport så det var da sørme også lige en succes.
Det der så er knapt så godt er at her er pisse varmt, det er ikke kun mig der er noget galt med, 35 grader, så sveder man altså steder man aldrig har svedt før. Og så er der næsten ingen turister tilbage, med det resultat at de stakkels hunde hægter sig fast i alt det selskab de kan finde. Mig og pigerne taler med de to hunde vi har kendt i et stykke tid, men vi har omkring fem hunde til at sove i haven nu, som bare venter på at deres mennesker kommer tilbage. Små stakler.

Den gode nyhed er så, at jeg har fået at vide at med insekter kommer også frøer som spiser dem og de tager vist også en edderkop hvis de kan få fat på den, så tricket skulle være, at jeg får mig en 2 til 3 frøer til at bo på mit værelse til at spise det hele, det er bare supersucces; for det første, ingen insekter og ingen edderkopper, for det andet, mine helt egne husfrøer, hvor bliver det bare hyggeligt :D