Fredag d. 15. februar 2008

Så bedst da jeg troede jeg havde set hvad jeg skulle af Goa og min kære skole skete der jo lige pludselig noget helt nyt og spændende; hver fredag holder skolen en ekstra bøn, som de kalder Pooja, hvor de laver en del ritualer og ofrer forskellige ting til Shiva, Ganesha og hvad end det nu var at deres gud hedder, der står for undervisningen. Først satte de røde prikker overalt og også på mig, så sytten dage var det at der gik inden Mona havde en rød prik i panden, hvis der er andre end mig der gerne ville have styr på det. De brændte selvfølgelig også røgelse af og satte ild til noget mentol duftende noget de havde lagt på en kokosnød, hvor røgen så velsigner dem eller noget. Det er åbenbart noget hinduer gør hver dag, men det er så altså første gang jeg har set det og det var da også enormt spændende. Det eneste problem jeg havde med det var, at det åbenbart er en del af ritualet at alle børnene falder på knæ for læreren, hvilket så nu inkluderer mig, men det er jeg altså ked af på vegne af min egen åbenhjertighed men det vil jeg altså ikke være med til, det ligger bare så langt fra alt jeg værdsætter, at små børn skal falde på knæ for nogen voksen og da slet ikke mig.

Hov ja, det er jo lige et billede af min skole, indhold; bænke, en tavle og et kateder

Og nå ja, så har jeg jo købt mig min første ankelkæde og glædede mig sådan til at komme i skole og vise mig frem overfor børnene, men det der skete var at de synes jeg var temmelig mystisk fordi jeg kun har den ene på, her bruger man åbenbart at have en på begge fødder eller slet ingen så jeg var alligevel bare den kiksede. En af pigerne troede vist at jeg havde tabt den eller noget og havde vist helt ondt af mig. Jeg ved det ikke, jeg aner jo stadig ikke hvad de siger.

Jo, I kan lige få en dagens detalje. Her er efterhånden så kvældende varmt at jeg mest af alt ønsker skoledagen ovre så jeg kan smide ærmerne og få bare en smule vind på armene. De første par dage ventede jeg ellers med at smide trøjen til jeg var drejet om hjørnet til Arambol men det klarer jeg altså ikke mere. Et uventet resultat af det er så blevet, at jeg faktisk ikke er gået hjem siden, uden at blive tilbudt et lift af forskellige unge mænd på knallerter mindst en gang. Jeg ved jo godt teoretisk at de har lidt svært ved bare skuldre, men det kommer alligevel lidt bag på mig, præcist hvor meget de reagerer ved synet af en smule lys hud. Men det er ok, de er søde og høflige og forstår sagtens at jeg ikke har langt nok til at jeg behøver et lift.