Tirsdag d. 05. februar samme sted stadig

Så har jeg så næsten haft min første rigtige skoledag, det troede jeg i hvert fald jeg skulle have da jeg tog hjemmefra kl. otte i morges, men da jeg kom der fortalt Subhash at han skulle besøge en af de nye skoler i eftermiddag og at det derfor var helt fint hvis jeg tog fri til middag, jeg måtte selv bestemme, men prøv måske selv at vælge at blive indenfor når vejret udenfor stadig er så fantastisk. Jeg blev dog til middag, så jeg lige kunne lære Subhash og hans kone lidt bedre at kende, hun hedder for resten Shobha og ja, de kan godt selv se det sjove i at de lyder meget ens. Så har de en dreng på ni måneder der hedder Vivek og han er da selvfølgelig bare totalt nuser J

nå ja det jeg ville fortælle var, at jeg jo så også spiste os dem og det var dælme god mad, jeg har bedt hende om bare at lave lidt ekstra af hvad de selv skal have, så jeg virkelig kan komme til at smage deres ”rigtige” indiske mad, og det smager bare godt! Jeg har besluttet mig for at spise hvad der kommer på bordet og lade være med at være kræsen og det betalte sig da i hvert fald i dag, jeps jeg skal nemlig lige til at fortælle at jeg har spist kål i dag (!) for første gang siden jeg boede hjemme hos mor og Leif, ok, hvis jeg havde vidst at der var ris bagefter havde jeg nok sprunget den over, men som hun havde tilberedt den med hendes egen karryblanding smagte det bare fantastisk så klap på skulderen til hende og klap på skulderen til mig for at have overskredet en grænse :D Men det herligste var jo nok, at de fik mig til at føle mig så velkommen og fortalte mig at så længe jeg skal være på skolen og tilbringe så meget af min hverdag sammen med dem betragter de mig som en del af familien, det er da ret så fantastisk hva? Tror nok ikke lige der er mange der bliver budt så velkommen af deres kolleger… det der så kan være et problem en gang imellem er, at Subhash ikke er specielt god til at tale engelsk og jeg er stadig ikke så dygtig til at tale indisk, men vi er begge to meget tålmodige med det, for vi ved jo at det bare kræver lidt ekstra tid og koncentration og det er da endnu ikke endt med at vi har opgivet et emne, vi anstrenger os bare lidt mere så det skal nok gå, og på et tidspunkt vænner vi os jo nok til hinandens sprog.

Jeps, det er Ganesha som er blevet pyntet pænt

Heldigvis viste det sig at det vist ikke er hver dag at børnene skal råbe alt hvad der står på tavlerne på væggene, men det lader dog til at alle deres lektier skal råbes op på samme måde som i går. Det som jeg så lige får lidt svært at vænne mig til er, at hver gang jeg træder ind i lokalet rejser alle børnene sig op, holder den ene hånd på brystet og siger i kor ”you are welcome, Mona Teacher, good morning Mona Teacher” jeps, alt det på en gang, det er lige så mystisk for mig, som dengang jeg fik job oppe i klubben og skulle til at tænke på mig selv som en ”voksen”.

Dagens bedste nyhed er så, at jeg har fundet noget som jeg virkelig håber, kan holde myggene væk fra mig, mine fødder er ellers helt hævede af alle de bid jeg har fået og jeg spiser jo ikke de der anti malaria piller og i det hele taget vil det være rart ikke at klø over det hele, hele tiden synes jeg. Så er jeg egentlig også taknemmelig over min lille sorte bog jeg fik mig inden jeg smuttede, jeg har så svært ved at huske detaljer hernede at jeg lige nu bliver nødt til at skrive alting ned. Jeg er blevet enig med min roommate om at det nok er fordi der hele tiden er 200 nye indtryk jeg skal have styr på, så der ikke lige er plads til nye informationer som hvad folk hedder. Men det værste ved det er næsten, at jeg sagtens kan tænke på 117 forskellige indtryk, som jeg skal huske at skrive herinde inden de bliver selvfølgelige for mig, men hver gang jeg kommer i tanker om dem er jeg langt væk fra min computer og hver gang jeg sidder her er de hel væk, ak, men de må komme hen ad vejen og i små portioner. Igen, hvis du gider, at finde dig i det må du hellere lukke siden nu J

Jeg har faktisk lige straks været hernede i en uge og det er jo slet ikke til at forstå. På den ene side synes jeg der er sket så ufattelig meget, men på den anden side synes jeg ikke jeg har fået udrettet noget overhovedet, men måske ligger min forvirring i, at mine faste rutiner jo ikke eksisterer hernede, hehe, jeg kan nok ikke finde ud af at der har været weekend fordi at jeg ikke har været på hatten, men vinke vinke lille hat…

Så tror jeg at jeg vil slutte af med at fortælle at Brian desværre ikke er blevet set siden sidst jeg skrev om ham, jeg håber at han har det godt hvor end han er stukket af til, håber bare stadigvæk ikke at han er i min taske.

Mit kære hjem

Hov jo, en ting der er værd at nævne er, at der faktisk er en smule festivalsstemning over byen hele tiden, det eneste der mangler er selvfølgelig musikken og det med at være så stiv som muligt så ofte som muligt, men der er dog stadig live-musik over det hele og altid nogen der sidder og udtrykker sig på en eller anden måde, der kan være ret så underholdende, hvis man gider bruge tid på det. Men der er tusinder af små boder over det hele og folk opfører sig meget bemærkelsesværdigt som de absolut ikke ville opføre sig hjemme hos dem selv (den anden dag var der faktisk en der druknede fordi han synes det var en god ide at bade i havet efter at have taget stoffer) men det er en helt anden state of mind hernede end jeg nogensinde har oplevet før og alting er tilladt, for de fleste mennesker her er for det samme. Det giver mig dog et lille problem, det er en smule usjovt både for mig og for mine roommates, at jeg bor i en by hvor folk kommer for at feste og slappe af, når jeg er den der skal tidligt op om morgenen og på arbejde, men dengerne er heldigvis utrolig søde og forstående og forsøger at holde støjniveauet på et plan så jeg stadig kan få mig en ordentlig nattesøvn.